Doctor Brønshøj LIGHT

Doctor Brønshøj LIGHT
  Uafhængigt tilhængersite om Brønshøj Boldklubs store fodbold-bedrifter
  50% mindre fedt end tidligere       •       E-mail: doctorbronshoj@sol.dk

Forside
Brønshøj-overblik
Nyhedsarkiv
Siden september 99
Brønshøjs hold
Spillere, træner
Holdopstillinger
Siden august 99
On Brønshøj
Før, nu og aldrig
Tingbjerg
Hjemmebanen
Lyn-supporter
Tilhænger på 5 min.
Skamhalm
Legenden lever!
Rulletekster
Om Doctor Brønshøj
English English summary English summary
Summary, news...
Skamhalm
Sv. Aa. Skamhalm er doctorens ven. Han drev i sin tid et mindre firma i Nordvestkvarteret, indtil han gik i hundene. Nu er han ovenpå igen, og har været det i en del år.
Skamhalm er glødende Brønshøj-tilhænger, men kan indimellem komme til at træde folk over tæerne fordi han siger sin mening lige ud, uden så meget vrøvl.
Ordet er Skamhalms...

Læs Skamhalms seneste guldkorn herunder eller hop ned til de tidligere Skamhalm-indlæg.

01 06 12: Desværre ...
Skulle have hjælp til computeren forleden, så jeg ringede til Sverre. Det er vores IT-medhjælper nede på dagcenteret. Han har sådan en hotline, man kan ringe på mellem 13 og 15. Godt nok.

Så er det bare når der bliver svaret på hotlinen:

“– Desværre!” bliver der sagt.
“– Ja, det skal du sgu ikke være ked af, min ven,” siger jeg så.
“– Hvad?” lyder det så.
“– Hvad?” siger jeg så, og “hvem taler jeg med?”
“– Desværre, for helvede!” lyder det i den anden ende af røret.
Nå, det var da ærgerligt, men så er der jo ikke andet at gøre end at lægge på. Mærkeligt.

Det kunne jo være, jeg havde tastet forkert. Var aldrig sket med en drejeskive. Nå, jeg kalder op igen: “– Desværre!” bliver der sagt.
“– Er det dig, Sverre?” spørger jeg.
“– Ja, ja, desværre!” bliver der sagt.
“– Hvorfor desværre, hvad er du ked af?” spørger jeg.
“– Det er sgu da altid mig. Hvem fanden skulle det ellers være mellem tretten og femten?” spørges der.
“– Sverre er sgu ældre end det. Er du ked af det?” spørger jeg.
“– Af hvad?” lyder det.
“– Ja, det ved jeg sgu da ikke for hæved!” siger jeg.
"– Hvorfor fanden spørger du så? Fede nar, mand!” lyder det.
Det var dog den stiveste, så lægger jeg på.

Kort før 15 prøver jeg en sidste gang, men de har åbenbart nummerviser:
“– Er det nu dig igen, hvad fanden drejer det sig om?” lyder det.
“– Det er min computer,” siger jeg.
“– Gu de´da røv, de´da dig selv, der ringer konstant og smider røret på. Hvad drejer det sig om? Drejer det sig om din computer?” spørges der.
“– Ja, netop! Må jeg tale med Sverre?” spørger jeg.
Og så får jeg selvfølgelig bare et “Desværre!”. Okay, så lagde jeg godt nok endegyldigt røret på. Må spørge ham personligt i morgen ...

28 05 12: Derfor tweeter jeg ikke ...
Doctoren havde fået en lys ide: Jeg skulle selv skrive beskeder på nettet. Med noget der hedder Twitter. Meget nemmere for alle, og på en måde også solidarisk med landsholdet, for de må ikke.
Egentlig nemt nok når først man er på: Max. såogsåmange karakterer pr. besked, og havelåge foran nøgleord så andre kan finde dem. Allerførst skulle jeg dog bare skrive mine beskeder på sådan et stykke papir på computeren, indtil vi lige fik set, at de gik an. Holder lige en hvilepause, der skal være fællesost senere, det er noget vi dyrker en del af på dagcenteret. For helvede, der væltede porteren.

“Duj kører ngoen ganeg for mange bajere på én gang, nogen sgange er du skidefulf ,du kan ikke skirve uden en slags redaktør på,” dsiger Dcoteren. “Du er shu også blvet alt for røvet i deine oindlæg efterhånde, det er eftehrånden ikke andet end lort, de handlero m,,de sjal handle om forvbold.” Åh, hvad så, her kommer det direkte gfraposen hals, dety der blev frasorteertr og dømt ude af deb bedre biorgerskab, mine beskder på Riotter, dets akl hanikke bestemme:

  • Har døjet med noget lind mave i en seks-otte dage #lindmave
  • Starter gerne dagen med en kiks med ost
  • Viser sig at Hjørdis er kommet meget på Viggos, sjovt tilfælde
  • Har købt noget lilla #Ariel med #Actilift, men det får tøjet til at lugte af sjusket tørret numse
  • Inviteret over til Poul P. og dem, det går ned ad bakke
  • Kan man bestille #hyrevogn her?
  • Strarter gerne dagren med enr kifjks med osyt
  • Kom vist til at skrive om kiks med ost, men det har været der før
  • Så kom reklamerne, smider altid Rema ud, men nu har vi fået en, så måske man skulle kigge
  • Hende inde fra Ahornsgade var med hos Poul P., og lille-Bent, men der var jeg så gået, havde bestilt vogn
  • Ru plet i halsen siden i morges, kan ikke klare den med en gibbernakker
  • Villy Søvndal er på lige nu, han er blevet gammel og udskidt at se på, sker for alle, meget for ham
  • Hardy Hansen gav jeg sgu noget for, dejlig dreng, folkets, lignede min morfar, ikke hørt fra nogen af dem længe
  • Det ringede på, men det viste sig så at det var ikke nogen
  • Var oppe og pisse fire gange inden første radioavis #4pisgange
  • Ham fra 1.tv. råber i opgangen igen, skaber sig åndssvagt, #Jønne finder sig ikke i det
  • Er på vanddrivende, Centyl denne gang, kaliumklorider, lysegrønt selvlysende #pishelvede
  • Sidder og husker #Glashuset ovre på #Glasvej, forlængst nedrevet, leve fortiden!
  • Hissa hussa hejsasa, alle dem der elsker Brønshøj rejser sig!
  • Den var sgfu meget god, mend rimm og hele pæisset
  • Tørløberservice udbedes, ikke mere #lokumspapir, BT, havde sådan set læst den osse
  • Stor politiförretning længere nede i gaden, kom igen nu grabbar!
  • Sidder fast i afløbet nu, ikke opløseligt nok, hvad fanden gør man så?
  • 1.th., ikke tv., det er ham,, chauufnfføren, skaber sig aldritg, beefklager
  • Flotter mig med #lokumspapir i de lysegrønne poser fra Lidl, skulle man springe ud i trelags?
  • Stødte for en del år siden på Daimi ude i Søborg
  • Trækninger ved højre øje, uregelmæssige, det er næsten de værste
  • Der står en #klapvogn ovre ved rækværket ved nr. 8
  • Fik første gang hørt Papa Bue live ude i Farum Midtpunkt i 76, dybøllet aften, spisecafeen eller sådan noget
  • Rikke og Tue flyttede dertil #rikketue
  • Hul på en ny kaffe, 400-grams, men det er det hele efterhånden nu, frisk med det hele undtagen indholdet
  • Påvirket almentilstand siden i aftes, primært med sur mave, ram stank på lokummet #surmave
  • Ceruttid, #fællesost på gangen, en drinks
  • Gang i fællseosten, ritgig ramsajang, du!!!!!!!!!!!!!
  • Fo saten, stinmker stadif #syurmacve ,skioder på lokun

mvaaaaaaaaa sdh Skanmhdalm

Tidligere Skamhalm-indlæg:
20 09 11: Doctoren og jeg lægger arm ... 09 06 04: Cheerleaders a la ...
27 09 10: Kort vedr. krus 08 02 04: Spøgelseshold ...
30 04 10: Op ad grøften, ned m. systement 08 06 03: Femårs-planen ...
31 07 09: Fra vallensbæk til Wegner ... 09 03 03: Pladsgaranti ...
25 07 09: Nihil intentatum ... 10 09 02: Nul nuller ...
11 08 08: Tekst og musik ... (part 2) 08 10 01: Zwei Pölsen und drei ...
03 08 08: Tekst og musik ... (part 1) 04 03 01: Navnlig navne ...
26 09 07: Find din indre litauer ... 28 08 00: Pattegrisens rolle ...
23 08 07: E-numre og andet nedkras ... 30 07 00: Bønnerne er hørt ...
18 02 06: Ubærligt hjemmenederlag ... 15 05 00: Svend Aage Hybris ...
10 09 05: Spillertrup til $ 100.000.000 ... 24 04 00: Holdet, der vandt alt ...
08 08 05: Luft mellem etterne og ... 01 11 99: Vinterpause, åh nej ...
15 05 05: Noget ved musikken ... 10 09 99: Hvor er initiativerne ...?
03 07 04: Nu også med sex ...!

20 09 11: Doctoren og jeg lægger arm ...
Doctoren havde lånt et sommerhus i Gilleleje af et kirurgægtepar, der tilbringer det meste af tiden i Schweiz. Et af den slags sommerhuse, hvor der er tempererede vinskabe. Så var stilen ligesom lagt. “Vi må bruge af det hele, vi skal bare sørge for at fylde op igen inden vi skrider,” sagde doctoren. Vin var der masser af, men jeg kan nu bedre bare lide en bajer, så jeg slog et smut hen om Statøglen på hovedvejen og købte en lille posefuld.

Vel hjemme i huset igen satte vi os hen i æggene ved panoramavinduerne for at nyde synet af Kattegat. Det vil sige, Doctoren satte sig lige ud og sked først. Så satte også han sig ved panoramavinduerne, med et langstilket glas, en flaske vin ved navn Petrus og et par humbler af den schweiziske stinkeost Gruyere som kølekabet var fuldt af. Gudhjælpeme om ikke også osten hed noget med Premier Cru ...

Vi underholdt med nyt fra hver vores verdener: Jeg om dagcenterets revy. Doctoren om et fysiologisk fænomen ved navn vandpik; i lægernes verden noget med – om jeg så må sige – morgenstivhed kombineret med voldsom tissetrang. To ikke altid helt forenelige størrelser, kunne vi hurtigt blive enige om, omend tissetrangen i min alder efterhånden er det, jeg kender mest til.

Nå, det,” sagde Doctoren, “Nej, så er det vatpik! Det kommer over os alle indimellem, men det er rimeligt forskelligt fra vandpik. I din alder får du sgu nok ikke vandpik!” Nå, skål på det, og skide være med det, og videre til næste emne, der var noget om, hvorvidt man ville kunne fange havørreder nede fra stranden.

Efter halvanden pilsners tid skulle jeg på lokum. Da jeg stod klar til at vande, så jeg noget: Der lå en halv arm i tønden. Doctoren måtte have lagt den, og så bare regnet med, at den kunne skylles ud da han trak og gik. Ikke tilfældet! Nå, så måtte jeg jo. Efter at have vandet gav jeg den et af de dyre skyl med al cisternens vand.

Armen rørte sig ikke ud af flækken. Nå, hvad helvede, tænkte jeg, og skulle til at gå, da tanken slog mig: Eftersom Doctoren troede, at han havde skyllet hele møget ud, ville han jo nu tro, at det var mig, der havde lagt armen! Så ville han begynde at diskutere tarmflora og ordinere kostomlægning som om det var mig der, der var tarmslynglen! Det gad jeg bare ikke! Situationen var i bogstaveligste forstand noget endnu værre lort end Brønshøjs indsats i pokalen et par dage forinden.

Jeg ventede til cisternen var fuld igen, og gav den så endnu et skyl med pedalen helt i bund. Atter uden held. Dum situation. Hvad skulle man så gøre for at få armen til at disintegrere? Børsten? Nej, for hensynsløst over for schweizerkirurgerne, der vel havde fortjent bedre for at låne os huset. Hvad så? Noget med en stivere stråle end min to minutter forinden: Bruseren!

Og, yes, de havde selvfølgelig sådan en, man kunne indstille fra blidt dugfald til stiv monsunstråle. Slangen var sågar lang nok til at nå over til lokummet. Så var det bare med at finde monsunpunktet på brusehovedets drejeskive. Og så var det, jeg så det ...:

Waterpik-brusehoved (foto: S. Aa. Skamhalm)

Hvilket eksklusivt mærke i premier cru-brusesæt. Så tog Doctoren alligevel fejl; der er stadig gang nok i den gamle ...!

mvh Skamhalm

27 09 10: Kort vedr. krus ...
Ultrakort statement (det har jeg lært, den slags hedder) fra mig denne gang: Boldklubben bør tage kontakt til den nærmeste keramiker, og se at få genoptrykt dette krus med det vuns. Og det kan kun gå for langsomt! Billedet af kruset er i øvrigt fra en hel serie af vidunderlige Brønshøj-fotos fra halvtresserne og tresserne, smækket på nettet af en behjertet fyr ved navn Benny Smart.

Hos Benny finder vi – ud over vidunderkruset – bla. dokumentation for, at Brønshøj spillede på Arsenals hjemmebane Highbury i 1961, at Hvepsene engang i 1962 stod for ikke mindre end 9 ud af de 11 mand på ugens hold, samt at Hvepselegenden Preben Arentoft muligvis var i besiddelse af en balalajka i 1965.

Hurra for den slags!
Skamhalm

30 04 10: Op ad grøften, ned med systemet ...
Forleden havde jeg havde fået tiltusket mig kørelejlighed med Doctoren. Troede jeg, men så kimede telefonen: “Det er mig. Kan ikke du, jeg røg sgu en tur i grøften. Ja, det' sgu noget pis for helved', jeg ved det godt, men jeg måtte sgu efterlade bilen.” Stakkels mand! Jeg så ham for mig: Gående rystet langs landevejen. Det var vel ikke den helt store tur, med at rulle rundt hen over cykelstien og det hele? “Det var fandme lige før, du. Og det blev sgu dyrt, jeg måtte sgu bløde en hel del.” Åh, nej! Nu gjaldt der om at være en ven i nøden, købe blomster, og så ud og besøge ham. Var det Bispebjerg, han lå på? Nej, stodderen lå derhjemme, bagstiv som en allike. Han havde givet for mange omgange i Grøften i Tivoli ...!

Doctoren er en mand, der gerne vælger de lette løsninger: Hvis der er skidt i toiletkummen, vil han til enhver tid prøve at pisse det af i stedet for at gribe børsten. Derfor er jeg oprigtigt overrasket over, at han har taget udfordringen op i Rutens Matadorer – punkorkesteret som han blev hyret ind i for et par somre siden. De havde ingen instrumenter og kunne ikke spille en skid, men de har øvet flittigt, og det var dem, han var i Grøften med for at fejre, at de var kommet på majspæjs på internettet.

Majspæjs er tilsyneladene ren idyl, for man kan få venner, og Matadorene har allerede fået venner fra nær og – vist i overvejende grad – fjern. Fjender har de ikke fået. Endnu, men det skal nok komme når de får indspillet sangene: Doctoren har vist mig nogen af teksterne, og den får ikke for lidt med både sgu og fanden og rige svin og ned-med-systemet. De har dog én sangtekst, som jeg godt kan lide, fordi enhver, der har set Brønshøj gennem årene, kan relatere til sangens beskrivelse af askegrå indadvendt søndagstomhed:

    Efterårssøndag
    og Brønshøj har tabt
    tabt på udebane
    noget fanden har skabt
    lang vej hjem
    og Brønshøj har tabt
    tabt på udebane
    noget fanden har skabt
    Lad mig være
    Lad mig være
    Lad mig være i fred
    Lad mig være
    Lad mig være
    Bare fuck off og lad mig være i fred
Besøg Rutens Matadorer på MySpace

Selve musikken er mere sjælden end skøn, og når de skruer op, er den et helvede! Jeg har hørt dem øve en enkelt gang, hjemme i Doctorens arbejdsværelse. De kan stadig ikke spille andet en billard efter to års øvetid, og laver derfor det hele på computeren, hvor man åbenbart nu til dags kan få tastaturet til at virke som en guitar. Dét brugte vi sgu ikke i min og Buddy Hollys tid ... Men for helvede, hvor de larmer og skriger. Hvorfor kan de ikke bare spille glad musik? “Narj, for helved da, Svend Aage. Man kan sgu da ikke spille glad i vores del af brancen,” siger Matadorerne med én mund, “du kan sgu da ikke spille punk om at Lene Espersen har pæne nederdele, eller om at erhvervslivet i Brønshøj-Husum viser fremgang i år. Punken går ud på at anfægte det etablerede, det kan vi sgu ikke bare lave om på ...!

Okay, læs lige den sidste udtalelse igen. Vi lader den stå et øjeblik ...!

I kan besøge Matadorerne, og blive venner med dem (fjende-funktionen har jeg desværre endnu ikke fundet ...), på www.myspace.com/rutensmatadorer.

Lev vel!
Skamhalm

Op igen

31 07 09: Fra Vallensbæk til Wegner ...
Et kort indlæg denne gang – og det er ikke hjørnespark, vi taler om. Bare to ting:

Et: Majken, min datter, havde inviteret mig med til Szczecin i Polen. Hendes mand er murer, og kunne åbenbart få nogle materialer eller noget til en fornuftig pris gennem nogle folk dernede. Sviptur og forretninger på én gang. Fint nok. Der skal så lånes anhænger til at fragte møget hjem på. Majken ringer til mig: “Far, vi kan låne trailer af Kim og dem. Har du tid til at hente den på Kims arbejde ude i Vallensbæk?” Jojo, det kunne jeg godt. Kørekort har man da stadig, og datteren stillede familiens Kia med anhængertræk til rådighed. Og når man nu alligevel havde bil for en dag, og tilmed på de breddegrader, kunne der jo handles lidt ind i Hvem-ka. Visse ting er ofte billigst i tredivestyks kasser. Nå, men gæt så lige: Hvilken adresse skulle traileren hentes på? Se svaret her. Og det er ikke engang løgn ...!

To: Hvad finder jeg i en rodekasse på markedet nede i Szczecin (for helgoland, hvor er det svært at stave til den by ...)? Jeg finder plakaten her:

Skamhalms senfirserplakat med Brønshøj i gule Uhlsport-trøjer med sorte skuldre samt SDS- og L&N-brystreklamer. Bemærk også at Brønshøj på plakaten er iført hvide strømper; i en årrække indgik de hvide strømper i spilledragten som en sympatitilkendegivelse over for Tingbjerg Boldklub som var blevet opslugt af Brønshøj ditto.

Hvad gi´r I? Otte-niogfirs stykker vil jeg skyde på. Med Sparekassen SDS på maven og Uhlsport og hvide strømper og Kenneth Wegner og hele svineriet! Så skulle der handles, dét siger jeg til jer! Storhedstid på tryk, og kun let falmet! Hvordan den plakat er endt dernede, må guderne vide. Men nu hænger den i mit køkken!

Mvh
Skamhalm

25 07 09: Nihil intentatum ...
Guderne skal vide, at jeg har set mange fodboldkampe. Jeg har sågar også spillet fodboldkampe, omend de alle er foregået omkring et bord på en bar. Jo, jeg har lavet gyldne mål og behårede tacklinger i korkkuglekampe, men er der noget, jeg virkelig altid har ønsket mig, er det et rigtigt spillercertifikat. Gerne et, der bliver hængende i den ene klub, mens jeg forgæves træner med den anden, for sådan noget er den direkte vej til mytologien, berømmelsen og overskrifterne.

Forleden fandt Sverre – IT-medhjælperen med gedebukkeskæg og betonrock-t-shirts, som vi efterhånden har affundet os med nede i dagcenteret – ud af, hvordan man kunne downloade sit eget spillercertifikat, med DBU-logo og hele lortet, fra en fynsk boldspilhjemmeside. Og så gik vi i krig med at hente certifikater ned; båndbredden skulle fandeme have ben at gå på.

Ejnar, min dagcenter- og rejsekammerat, der mere eller mindre altid har været 1903-mand, fik printet sit først. Han ville skifte til Liverpool. Spillercertifikater er nemlig særligt vigtige i forb. m. klubskifter; ja, de handler mere eller mindre ikke om andet.

Selv er jeg naturligvis Brønshøjmand, og kunne ikke drømme om at skifte. På den anden side bringer et spillercertifikat jo ikke én i overskrifterne, hvis ikke man skifter. Så efter 33 centiliters tænkepause valgte jeg at skifte til Zalgiris Vilnius – den flinke, men vistnok nu økonomisk svært belastede, litauiske klub, som Ejnar og jeg nær var ved at besøge for et par år siden. Hvem har ikke drømmen om at slutte karrieren af med et par fede år i udlandet?

Man skulle på certifikatet angive optjente karantænedage. Lidt følsomt område, for jeg mener egentlig, at jeg har karantæne på ubestemt tid. Helt tilbage fra dengang jeg var utilregnelig, men på den anden side er Børsen ovre på Vibevej jo for længst revet ned, så jeg regner ikke med at karantænen tæller. Jeg mener, når beværtningen nu ikke længere eksisterer, rager det vel ikke DBU. Jeg skrev i hvert fald “nul.”

Men så gjorde Sverre mig opmærksom på, at certifikatet kun gjaldt ved skifte mellem to danske klubber, og dét er altså helt udelukket. Skal det være dansk, skal det være Brønshøj! Vi manglede ellers blot litauernes accept og stempel. Så nu ligger det nær-udfyldte certifikat til ingen verdens nytte her:

Skamhalms spillercertifikat

Til gengæld var mulighederne på den fynske hjemmeside ikke udtømte. Man kunne også protestere og anke over kampe. Dét betød, at jeg endelig kunne få mavesur luft. Dog med følgende tørre svar:

"Hvad angår kampnr. 968094 i 2. division øst mellem Brønshøj og Greve lørdag 23. maj 2009, har vi modtaget protest over forløbet på spillepladsen, subsidiært kampens afvikling uden for spillepladsen. Klageren, Sv. Aa. Skamhalm fra Kbh. NV., gør gældende, at hjemmeholdet i bemeldte kamp spillede "for tyndt i forhold til hvad gutterne kan på en god dag," samt at klageren mener at vide at "pølserne igen virker som om de er blevet kortere." Over for begge klagemål stiller Unionen sig uforstående, især for så vidt at ingen af klagemålene hidhører under Unionens resort. Ligeledes er klagerens supplerende bemærkning "Men kom igen BB, op på hesten igen, kæmpe!" uden relevans, hvorfor protesten afvises. Bestyrelsen stadfæster Disciplinærs kendelse om ikke at forfølge anliggendet. Ankegebyr kr. 500,- debiteres i tilfælde af anke klagerens konto. I h.t. lovenes § 20d er en ankeafgørelse endelig."

Tørt som en brøndgravers, ikke sandt? Jaja, mit motto er – i lighed med luftens legendariske eskadrille 722 – intet uforsøgt. Og nu har jeg da forsøgt. Afgørelsen tror jeg sgunte, jeg anker. En plov kan ligegodt bruges bedre. Og klubskiftet løb jo ud i sandet; måske jeg skal se at få mig en agent, der kan varetage det rent papiriske? Så skal vi i mellemtiden ikke bare sige, at vi ses på vor faste spilleplads – øh, teknisk set området uden for den; det andet er fyfy – i den kommende sæson?

Jeres hengivne
Svend Aage Skamhalm

Op igen

11 08 08: Tekst og musik ... (part 2 – se part 1)
Doctoren endte med – efter nogen smigret betænkningstid – at sige ja til at give den som sanger i Rutens Matadorer. Godt så. Men ...

I mit foregående indlæg nævnede jeg, at Matadorerne ifølge Doctoren aldrig tidligere havde sunget til deres numre. Nu viser det sig, at de gudhjælpeme heller ikke har spillet til dem ... Gruppen indrømmer nu, at de er en ganske ny konstellation, og at de muligvis har været lidt for tidligt ude, da de inviterede Doctoren med som først tekstforfatter og siden sanger.

Efter sigende skal de en sommerferieaften have siddet på værtshus og sludret. På et tidspunkt skal én af dem så have sagt, at “nogen burde tage sig sammen og lave noget rock for at støtte Brønshøj,” og så skal idéen være eskaleret derfra. I mangel af henvendelser udefra dannede de ved midnat så selv Rutens Matadorer, og ved tretiden om morgenen indså de, at de var for plørede til at skrive numrene selv, hvorefter de som det naturligste i verden e-mailede til Doctoren ...

Det er altså stadig et åbent spørgsmål om Matadorerne overhovedet kan spille; de skal først lige spille sammen for at finde ud af det! De har imidlertid troen på det, og de overvejer nu – ifølge Doctoren – at lægge stilen om til punk, der efter sigende skulle have en lavere indlæringskurve. Jeg citerer: “Du ved, bare 1-2-3-4 (sagt i 99/100-takt ...) og så Go! Ikke så meget fis, bare derudaf, som i 77 med fuld skrue og Saltlageret og hele lortet! Gang i den! Punksnotdæd!

Æh, jeg tror bare, jeg vil lade den stå på skærmem et øjeblik ...

Mig bekendt var Doctoren nemlig ikke nogen stor samfundsomstyrter dengang; jeg har set billeder af ham fra startfirserne med både vandkæmmet hår, sokketernet mærkevareslipover og lyserødt slips. “Hellere nakkekam på Islev Kro end hanekam på Nørrebro,” skal han ifølge hans hengemte eksemplarer af gymnasiebladet dengang have udtalt – og han havde noget at have det i, for benævnte kro var dengang storsponsor for præmierne på Brønshøjs kampprogrammer.

Men han kan selvfølgelig have set noget om punkere på tv. Eller måske har han bare snakket med min datter Majken, der i en del år efter realen var i såkaldt dårligt selskab, og rendte rundt og skabte sig åndssvagt inde i den sorte firkant med BZere og piratradioer og en læderjakke med alle mulige engelske fyord skrevet på med sølvtusser. Den hang i øvrigt i vores entré ved siden af hendes mink, som hun tog på når gabardinefyrene i Ford Caprier og Fiat 131ere inviterede hende med til halfester og på diskotek. Ben i hver lejr, men tøsen kedede sig næppe. Nu er hun revisor, så kedsomheden indhentede hende til sidst, hø hø hø ...!

Og skal Matadorerne nu i øvrigt til at omstyrte systemet? Jeg troede, at vedtægterne gik ud på at støtte byens boldklub, Brønshøj. Og så det der “Lægge stilen om ...” Helt ærligt, hvordan kan man lægge stilen om, når man endnu ikke har haft en stil?

Nå, I hører fra mig igen. Om ikke før, så når Matadorerne har lært at spille stadionpunk. Doctoren lærer alligevel aldrig at synge ...

Op igen

03 08 08: Tekst og musik ... (part 1)
Navnet er Skamhalm; jeg skal fatte mig i korthed, jeg har blot to guldkorn:

  1. Mange har foreslået broderet logo på spilletrøjerne, men jeg mener ikke det kan ikke lade sig gøre af sikkerhedshensyn, for folks brystvortepiercinger ville i så fald hænge fast.

  2. Doctoren er blevet kontaktet af en musikgruppe ved navn Rutens Matadorer, der vil have ham til at skrive tekster til at par af deres numre og eventuelt indspille sammen med dem. Det lyder jo seriøst, omend jeg har svært ved at se Doctoren for mig som musiker.

Matadorerne beskriver i øvrigt deres musik som “betonrock med generøse synths og Brønshøjblod i årerne,” og nævner bl.a. grupperne Motörhead og Tamra Rosanes som musikalsk inspiration. Hvem ved, måske skal vi hen i GUF ved Brønshøj Torv og handle noget Rutens Matadorer feat. Doctor Brønshøj til næste forår?

Doctoren filosoferer i hvert fald allerede om, hvor fedt man mon kan leve af royalties fra den slags. Ufedt, formoder jeg, men manden har da lov at drømme. Han er jo tydeligvis beæret over rockstjernernes tilnærmelser, selvom han er alt for stor en kylling til at sige ja til sådan noget.

Øjeblik ...

Ja, så er jeg tilbage. Det var telefonen, der ringede inde i stuen. Gudfrimigvel, Doctoren ligger ikke på den lade side. Det var ham, der ringede. Nu har han to tekster klar, siger han. Og jeg citerer: “Med både vers og omkvæd og hele lortet, du. Og detsguikkengangløgn. For helved, nu rykker vi, Svend Aage; nu rykker hele lortet fandenfljøjteme, det siger jeg til dig!

Den ene viser sig at være en gammel sang, han har sunget i årevis, men nu har fået formaliseret ved at smække den ned på papir. Den anden skal efter sigende være helt ny og uhørt. Nu får vi se, hvad Matadorerne siger til materialet, som han åbenbart allerede har e-mailet til dem ...

Øjeblik ...

Pyha, så er jeg her igen. Rigtigt gættet: Det var endnu engang Doctoren i røret. Matadorerne behøver heller ikke den store betænkningstid: De har allerede antaget Doctorens tekster, og prøver nu at overtale ham til at medvirke på vokal, for de har åbenbart ikke nogen sanger. Det mener Doctoren nu godt, de lige kunne have fortalt, for hvad fanden skulle de så med teksterne?

De har aldrig sunget til deres numre før; det nærmeste de kommer noget, der minder om sang, er vist at bassisten har en unge, der hedder Nynne,” rapporterer Doctoren.

Så han har sagt nej, men er alligevel lidt smigret fordi Matadorerne åbenbart kan indspille numrene mere eller mindre fra dag til dag. Og fordi de – og jeg citerer igen Doctoren, for jeg aner ikke, hvad fanden han taler om – “planlægger at få gang i noget majspæjs rimeligt tjept, så måske man alligevel skulle stille op som sanger?

Majdrik, eller hvad det nu er for noget, skulle angiveligt kunne gøre Doctoren til betonpopstjerne på kort tid. I min verden er rock noget med at lade bakkenbarterne gro, og så ellers arbejde sig op med hårdt slid i årevis inden man ender på de store scener som Gerts Vinstue og Pilegården, men det kan Matadorerne og Doctoren åbenbart ikke vente på.

“Men du har sgu da patienter; du kan da ikke bare lukke klinikken og tage på turné fra den ene dag til den anden,” siger jeg så. Og sæsonen begynder om lige over en uge. Og så er der pokalkamp om onsdagen. Og vi skal til frokost ovre hos Ejnar og dem i morgen. Nej, det kan han sgu da ikke.

Eller kan han? “Tjo ...,” siger han uudgrundeligt. Og han er begyndt at gå med solbriller indendørs, så jeg tror sgu han forbereder sig på et liv med hurtige hits. Jeg lover at skrive igen, når Doctoren har besluttet sig ...

Op igen

26 09 07: Find din indre litauer ...
Hopla, jeg har netop været i Litauen med dagcenteret. Hvilket elskeligt land; jeg anbefaler det! Men jeg havde godt nok min tvivl lige i starten af opholdet:

På førstedagen i hovedstaden Vilnius bød vores guide – der vist hed Igorius, men var bedre kendt i byen under kælenavnet Valdybos – på vandreturssightseeing i indre by. Og han forstod at sælge varen straks fra start: “Jeg vil starte med at vise jer en typisk baggård, dernæst et par mindre kirker, og til sidst skal vi se stedet hvor Vilnius´ første posthus lå.” Ho-hum, publikken var ved at falde i søvn endnu inden vi havde taget vore første skridt. “Men lad os allerførst lige varme op med en øl henne om hjørnet,” fortsatte han, og så var vi på magisk vis 100% opmærksomme igen ...

Der indkaldes til kamp mellem Zalgiris og Atlantas     

Om aftenen inviterede vi Valdybos på restaurant, hvor vi proppede os med shashlik. Det er spid med kød på. Og ris til. Undervejs på gadevandringen havde en af gutterne, Ejnar, fundet sådan en hvad-sker-der-i-denne-uge-i-Vilnius-brochure. Brochuren var ganske vist på russisk, men efter et fornuftigt måltid mad kan enhver sgu læse russisk. Og en der hedder Else, og som ellers plejer at være noget af en hejre, viste sig at være gammel DKPer og have erfaring i at læse de kyriliske bogstaver. Så inden længe havde Else fundet listen med fodboldkampe, og snart efter havde vi bedt Valdybos om at reservere billetter til os til kampen mellem de lokale helte Zalgiris Vilnius og Atlantas dagen efter.


Fornødenheder i håndvasken; blå Utenos er det bedste køb     

Den grejer jeg,” sagde Valdybos, “Zalgiris har hjemmebane henne om hjørnet, så det ordner jeg first thing tomorrow!” Super, en enestående chance for at se noget eksotisk fodbold. Så gik vi tilbage til hotellet, og op på Ejnars og mit værelse for at se lidt tv inden vi skulle til køjs. Der var ikke køleskab på værelset, så vi havde på forhånd smidt lidt bajere i koldt vand i håndvasken ude på lokummet. Næh, hvor vi hyggede, og vi filosoferede sågar om at gøre Zalgiris til Brønshøjs satellitklub ude østpå. Zap-zap, vi fandt en sportskanal på tv´et. Og så stod der gudhjælpemig “ZAL 3 - ATL 0” oppe i øverste højre hjørne af skærmen. Else havde ikke fattet ugedagene på russisk ...


Kvass, på litauisk også kaldet gira, kvikker bestandig     

Næste morgen var Valdybos oprigtigt ked af det på vore vegne: “Gutter, I trænger til at blive muntret op. Jeg giver sgu en kvass!” Det siger man jo ikke nej til. Men, altså ... Kvass viste sig at være en mildt alkoholisk læskedrik lavet på mørkt brød og rosiner. Smagen: Forestil dig, at du lægger et helt rugbrød ned i en Margretheskål, overhælder det med danskvand, og lader det stå natten over indtil danskvanden har mistet pusten. Næste morgen tager du så rugbrødet op, og drikker vandet. De lokale pynter lige glasset med en skive rødbede eller to inden serveringen! Kvass har en smag, man ... ehem ... lige skal lære at kende. Men det kvikker! Som vi sagde efter et par liter: Hellere en kande kvass end en kande hash!


Piloter på sedlerne; de to piloter Darius og Girenas blev nationalhelte da de i 1933 fløj over Atlanten uden navigationsudstyr, men styrtede og omkom nær målet     

Litauen er skønt. Zalgiris holdt føringen og vandt 3-0, men bliver nok aldrig Brønshøjs satellit. Litauerne har piloter på pengesedlerne. Folk er ufatteligt venlige. Mad og drikke er af høj kvalitet og ufatteligt billig. De lokale siger “ah-tjuuu!” når de siger tak. Og skulle Hvepse-teamet have fået lyst til at servere kvass til Brønshøjs næste hjemmekampe, skal de bare kontakte undertegnede, der jo i al beskedenhed er gammel import-export-mand. Ok jo, jeg importerede bla. ure fra Kina. Der var ganske vist overraskende få, der turde handle med en fremsynet forretningsmand som jeg. Måske på grund af firmanavnet; i hvert fald fyrer jeg stadig med prislister fra hedengangne “SKAMIMPORT aps” i brændeovnen den dag i dag!

Nyd livet! Hilsen Skamhalm.
PS: Dyrk Vilniaus miesto futbolo draugija Žalgiriswww.zalgiris-vilnius.lt.

Op igen

23 08 07: E-numre og andet nedkrads ...
Hej venner! Jeg må erkende, at det er et stykke tid siden, jeg sidst har givet lyd fra mig. Årsagen er i bund og grund den gode gamle: Jeg har simpelthen bare ikke fået nosset mig sammen til noget.
Det er dog ikke ensbetydende med, at jeg ikke har haft intentionerne om at skrive noget. Jeg har faktisk gået rundt og kradset en masse ideer ned på små huskesedler, servietter, andre folks smøgpakker osv. Så nu tager vi en hurtig runde greatest hits med de ideer, der kunne have været blevet til ægte Skamhalm-indlæg, hvis og hvis min r.. ikke var så spids:

Med Bo Henriksen som træner er der altid garanti for garn ...! Hø hø hø, vi ligger flade af grin. Eller næsten da ... Nej, det var vist godt den ikke blev til et helt indlæg, men Henriksen har såguda ligesom Samson bevist, at styrken sidder i håret. De to forrige trænere havde mindre; flinke fyre, men bare se, hvordan det gik ...

Reddet af et enkelt E, der ikke var der: Tja, ideen kom mens jeg sad i kø i min datters Kia ude på Motorring 3 ude ved Islev. Hvad ser jeg på bagsmækken af bilen foran mig? Ak, jeg troede sgu, der var indledt en hetz mod Brønshøjs keeper:

Gudskelov maglede der et E, så det var det blot landstræneren, de var ude efter, og ham har jeg ikke nær så kær som Morten Olesen. Men nu ved I, at I ikke må lave sådan nogle E-numre med mig ...

Er Hvepsebørgerne ikke blevet kortere? Jo, det forekommer mig at de er blevet lidt kortere. Men okay, så virker de jo så også lidt tykkere. Og så var dén ide vist heller ikke til mere ...

Tingbjerg Sport & Entertainment: Hvorfor i grunden ikke skyde ambitionsniveauet helt op i Champions League-klassen? Tingbjerg som overdækket all-seater, speedway, rodeo, stadionrock, melodi grand prix, Tina Turner, Teddy Edelmann. Og badeland i mosen. Og multiarena nede på Gadelandet eller ovre i Husumparken. Og prinserne og ministrene og de kendte komikere rendende hele tiden. Og Even Newer Firm når vi møder FCK. Og VM. Og købe en håndboldklub. Og et par curlinghold. Og Galathea 4. Og Brønshøj med i G14, som så bliver til G15. Og permanent plads i sikkerhedsrådet. Og etablere egen turnering. Og samtlige tilskuere på kontrakt. Og Tingbjerg International Airport. Og rumfærgelandinger. Sådan! Fuld skrue; vi ved du har det i dig, Don Ryberg ...

Lys og k/ærlighed fra Skamhalm.

18 02 06: Ubærligt hjemmenederlag til Vanløse ...
Nede i dagcenteret har vi på det seneste haft en ung gut ansat på halv tid for at lære os om internettets lyksageligheder. Jeg har aldrig anet en rygende fis om internettet, selvom det måske forekommer mærkværdigt, når jeg ifølge Doctoren er en relativt kendt skikkelse på selvsamme net.

Så jeg sagde til Sverre, som gutten hedder: “Kan vi ikke undersøge, hvor populær jeg egentlig er på nettet?” Jøps, det kunne vi godt, mente Sverre. Han anbragte mig foran en skærm, tastede noget ind på en hvid streg, og sagde, at nu var jeg på Googlefight. Hvilket jeg jo kunne regne ud var løgn, for vi var begge stadig blot nede på dagcenteret. Men jeg sagde ikke noget.

Hvem tror du selv, du er mere googlet end?” sagde Sverre kryptisk. Han mente, viste det sig, at man kunne sammenligne, hvilket af to navne der forekom mest på nettet. Jeg mente kry, at jeg såmænd nok var mere populær end Doctoren selv, den bønnestage. Man skulle i så fald bare skrive Skamhalm i ét felt og Doctor Brønshøj i et andet og så klikke på en knap for at få resultatet ... æh, der viste sig at være:

Søjlediagram visende resultatet Skamhalm-Doctoren 15-842

Fordømt, 842-15 til Doctoren. Dét kan man sgu da kalde et klart nederlag. Men jeg er ikke den, der giver op uden kamp, så denne gang fløj jeg selv til tasterne: Jeg måtte da i det mindste være mere populær end min kolonihavevimsende klon fra tipspressen, Tavse Tipper Thomsen. Næh! Så Ryberg da? Næh, formanden viste sig at være mere end 5000 gange mere kendt end jeg:

Søjlediagram visende resultatet Skamhalm-Tavse Tipper Thomsen 15-1160  Søjlediagram visende resultatet Skamhalm-Finn Ryberg 15-76000

Nu skulle vi fandenfløjteme have en sejr, så jeg skiftede mit eget navn ud med navnet på min yndlingsboldklub og lod den dyste mod en af egnens lavere rangerende idrætsforeninger i forventning om tre sikre points. Det skulle jeg ikke have gjort; min psyke fik endnu et knæk:

Søjlediagram visende resultatet Brønshøj Boldklub-Vanløse IF 32200-80600

For helvede, kan man synke meget dybere end at tabe 32200-80600 hjemme til Vanløse! Alt håb var nu tilsyneladende ude, indtil jeg kom i tanke om, at Doctoren har en pølsedyst kørende i denne sæson. Han hævder, at man ikke kan sige noget om udfaldet af dysten mellem Hvepsebørgen og Lyngbypøllen, før begge pølser har mødt hinanden ude og hjemme. Men det kan man nu godt, og denne gang gik sejren endelig til det rigtige ringhjørne:

Søjlediagram visende resultatet Hvepsebørgen-Lyngbypøllen 13-2. Fryd...!

Ren knock-out! Hvepsebørgen, vor redningsmand!
Lys og kærlighed fra Skamhalm.

Op igen

10 09 05: Spillertrup til $ 100.000.000 ...!
I sommerpausens løb var der en del snak om spillere, der – sagt med et glimt i øjet – gerne forlod Brønshøj, hvis nogen vinkede med femhundrede kroner og en tankfuld benzin. At spillerne indimellem skifter klub kan nok aldrig undgås, men her kommer svaret på, hvorledes Brønshøj Boldklub i det mindste får store klejner i den kronisk slunkne kasse når spillerne skifter:

Har en spiller i årevis trænet målrettet på Tingbjergs fløjlsgræs med nøje pumpede læderbolde, kyndig træner-vejledning og i det hele taget værktøjet i orden, ak ja, så kan fremmede klubber mere eller mindre nøjes med at stille en træningsdragt og en stor dürüm med kylling i udsigt, så er spilleren deres.
Til gengæld ved enhver fodboldinteresseret, at hvis en spiller har fået sine fodboldfærdigheder ved at sparke til en konservesdåse på et grusareal med murbrokker og glasskår bag en utæt syrefabrik i en forstad til Rio, ja så skal klubpræsidenterne grave dybt i de fuldfede tegnedrenge for at få fat i spilleren.

Med lidt fantasi kan Brønshøjs spillertup derfor gøres til en millionforretning, blot ved at sende spillernes navne en tur gennem en brasiliansk vaskemaskine. Lad os for eksempel prøve med Brønshøjs hold fra den seneste kamp, jeg har set, den oppe i Ølstykke. Først tager vi den danske hverdagsudgave, dernæst swinger vi med brasilstangen, og tager den eksotiske:

Dansk flag
$ 1.000

Bandeira brasileira
$ 100.000.000
1 Morten Olesen 1 Oléson
17 Fredrik Gumpel 17 Frederico
12 Anders Simonsen 12 Andersinho
4 Peter Larsen 4 Pedro Larsão
11 Danny Hansen 11 Danilson
6 Michael Edvold Sørensen 6 Edvoldo
8 Jesper Pedersen 8 Jespinho
5 Jesper Duelund (anf.) 5 Duelão O Capitão
3 Tuncay Uymaz 3 Tunçinho
20 Newroz Dogan 20 Doganaldo
25 Danni König 25 Daninho Rei

Udskiftningsspillere:

Reservas:
15 Peter Greve 15 Pedrinho Grevão
21 Vitus Kofoed 21 Vito
22 Suat Sari 22 Suatinho
16 Musa Turan 16 Musão Turão

I kolonnen til venstre har vi en holdopstilling med de sædvanlige flinke og hårdtarbejdende fyre som vi kender dem, og som naboklubberne forhåbentlig ikke har kig på.
I kolonnen til højre har vi derimod et vaskeægte seleção, hvor de samme spillere pludselig er eminente boldkunstnere og potentielle verdensstjerner, som spanske og italienske storklubber vil stå i kø for at købe for de helt store euromillioner lige ned i kassen på Ruten 2.

Vupti, siger jeg bare: Samme spillere – bare med en del nuller mere på prislappen ...! Værdien ligger i navnet. Kom så Brønshão ...!

Hilsner fra Skamhalmão.

Op igen

08 08 05: Luft mellem etterne og nierne ...
Luft mellem etterne og nierne kan være mange ting:

Jo længere vi når ud på sæsonen, jo mere luft bliver der som regel mellem etterne og nierne i tabellen.

I mine yngre dage var der også to storhold ved navn Etterne og Nierne. Etterne kom nede fra Nykøbing Falster, og er vistnok nu en del af Alliancen; Nierne kom fra ovre fra Albanibyen O´ense, og det gør de vist forresten stadigvæk. Der har sikkert også været luft mellem dem; forhåbentlig ikke kold.

Hvid t-shirt med påtrykt Brønshøj-logo på  brystet
T-shirt med logo for de slanke ...
    

Mit budskab har nu ikke noget med hverken tabellen eller fordums storhold at gøre. Det har med rendyrket diskrimination at gøre! Hør blot her:

Da Doctoren og jeg sidst skulle sammen til fodbold, var der høj sol og divisionsoverlevelse på spil. Derfor ville vi gøre vore sympatier åbenbare for almenheden.

Altså på med to af de t-shirts med Brønshøj-logoer som Doctoren har en stabel liggende af i sin konsulation.

Doctoren fandt to styx: En i størrelse ranglet til ham selv, og en i størrelse en anelse mere svær til undertegnede.

Vi er begge livslange tilhængere af det samme hold. Og dog ...:

Når Doctoren tog sin t-shirt på, stod der BRØNSHØJ BOLDKLUB 1919.

Når jeg tog min på, stod der B   R Ø NSHØJ BOLDK L  U   B      1        9            1          9.

Logoet er altså diskriminerende: Ganske vist slanker stiberne, men bogstaverne og ikke mindst årstallet nede omkring bugen er i dén grad en belastning for os, der godt kan lide en bid brød og lidt vådt til i ny og næ. Måske har jeg luft i maven, men der kom i hvert fald lidt for rigelig tarmluft mellem etterne og nierne på t-shirten ...!

Nyt logo nu! Det kan kun gå for langsomt!

Sort-gule hilsner fra Skamhalm.

Op igen

15 05 05: Noget ved musikken ...
På det seneste har Brønshøjs forrygende fangruppe været udstyret med en megafon, der sætter alle på stadion i stand til at nyde gruppens slagsange.

Slagsangene er bare ikke alle lige, øh, autoriserede: Forleden, hvor min dattersøn Styrbjørn var med mig på Tingbjerg, kunne vi f.eks. nyde en frimodig sang om at man havde prøvet alt fra hund til hest, men at Hvepsene dog var bedst ...
Styrbjørn er videbegærlig, og afkrævede naturligvis sin morfar en forklaring på, hvorledes man kunne blive så dus med dyrene. Jeg slap afsted med at svare “Æææh, jo ser du, hvis man spiller en bestemt slags kort, er dyre-seks lige nummeret bedre en dyre-fem ...,” men den forklaring ville jo næppe holde i byretten ...

Nu er jeg bestemt ikke ude på at kvæle det folkelige og fornøjelige ved at gå til fobold, men fokus skal måske gradvist flyttes over på lidt mere opbyggelige sange. Her må jeg til gengæld erkende, at vi mangler et rigtig Brønshøj-hit som vi alle kan skråle med på.

Nåja, vi har da den dejlige “ Sort-hule farver, vi skal ud og slås ... ” der i sin tid gjaldede ud over Vanløse Idrætspark når Hvepsene med Leif og Kent og hele lortet løb på banen og vandt sejr efter sejr. Og så er der også klubsangen fra 1944, den med “ De sort-gule farver det er vor farvepragt ,” men det er ligesom de ikke rigtigt rammer tidens toneklang. Og Doctorens favorit “ Ikk´så meget vrøvl ; ikk´så meget lort ; de eneste, der dur til noget ; er dem i gult og sort ,” er vist heller ikke stureren nok ...

Næh, det burde vi kunne gøre bedre, selv i en bette hyggeklub som Brønshøj, og det er der faktisk også beviser på, at man kan:

Forleden aften rodede jeg mine singler igennen. For dem der ikke er med, kan jeg lige forklare, at en single er et stykke vinyl med musik på, syv tommer i diameter, og som oftest ridset ad helvede til.
Ud over min kære “ Dybbøl Mølle ” med mesteren Mogensen og et par pragtfulde singler med Dronning Ing..., nånej, Liller, fandt jeg også en legendarisk perle fra 1968:

En legende fra 1968: Coveret fra singlen "Vanløse - nu går det op" med gruppen Coins     

Vanløse - nu går det op ” med gruppen Coins. “VIF-gubberne har ladet denne plade producere til fordel for Vanløse Idrætsforening,” stod der på forsiden, og da jeg smækkede den på rejsegrammofonen var lyden ærligt talt også derefter ...

Men Coins var i 1968 tidens store navn, kendt af alle i en radius på ca. 150 m. omkring in-stedet Vanløse Kulturhus, hvor min datter i øvrigt efter lang tids kamp i det Skamhalmske hjem fik lov at komme, såfremt hun højtideligt lovede over for sin mor “at komme lige hjem, ikke at ryge, og ikke at mænge sig med læderjakker ...

Coins forlod dog nærområdet da de skulle indspille Vanløse-singlen: Så vidt jeg husker er den nemlig indspillet helt ude i noget det hed Roklubben Kvik ude ved Svanemøllen. Jo, det var sgu fine forhold, rockstjernerne havde dengang – og lækkert hår havde de også ...

Vanløse - nu går det op” bidrog i en årrække gennem højttalerne til festlighederne når vore arvefjender spillede. Singlen solgte så vidt vides henved en tusind eksemplarer. En kassesucces ud over alle grænser – formoder jeg da ...

Direkte adspurgt ser Styrbjørn gerne, at Brønshøj får Æmmeæm [yo, her bryder Doctoren ind med en rettelse: Styrbjørn mener så vidt vides Eminem] til at indspille Brønshøjs næste sang. Måske ku´ mindre gøre det. Med alle de omvendte kasketter og guldkæder man ser til daglig, må der sgu da rende et hav af lokale musiktalenter rundt i Tingbjerg og tilstødende lokaliteter. Og lad os bare få nogle rytmer fra de varme lande med på skiven. Frem med instumenterne og fuld skrue på forstærkerne. Lækkert hår eller ej, nu skal fremtidens Brønshøj-hit indspilles!

Al magt til Brønshøj! Musikalske hilsner fra Skamhalm.

Op igen

03 07 04: Skamhalm – nu også med sex ...!
Hvad er nu det for noget med sex...? Jo, det begyndte i al uskyldighed med, at jeg ville se nærmere på fænomenet nedrykning. Som fodboldorakel ville jeg undersøge, om der var noget særligt, der karakteriserede et nedrykkerhold.
Og jeg skal love for, at jeg fik svar...!

Jeg er en systematisk mand, så jeg tog sidste sæsons nedrykkerne alfabetisk. Første hold blev altså AB. Jeg granskede gamle aviser nede i dagcenteret for at finde en dybereliggende årsag til akademikernes nedrykning: Masser af bedrøvelig læsning om ABs mange tabte kampe, men ingen egentlig årsag. Så kiggede jeg med en af centermedarbejdernes hjælp lidt på ABs indernetside: Ingen årsag...

Så gav jeg op og tog hjem. Smurte en rullepølsemad, og slog røven i otiumstolen. Konstaterede at mine sokker stank. Tændte for mit tv, og ville lige se sportsnyheder på tekst-tv. Og så...:

DR tekst-tv side 208, 30 juni 2004:  AB er omtalt som "Gladsex-klubben"

De dyrker simpelthen for meget glad sex derovre hos de højtuddannede...! Hvis det er derfor, man rykker ned, skal ingen høre et ondt ord fra mig...

God sommer og glad sex fra Skamhalm

09 06 04: Cheerleaders a la Tingbjerg
Jeg har tidligere beskyldt min favoritboldklub, Brønshøj, for at være initiativløs i middelsvær grad. Og sandt at sige synes jeg stadig, at det står sløjt til:
Er Brønshøj måske konstant ude og offentliggøre nye storsponsorer? Nej...
Er Brønshøj måske konstant ude og leje sig til succes? Nej...
Har de vendt striberne, sådan som jeg anbefalede i 1999? Nej...

Altså må man sgu selv komme med initiativerne, og det gør jeg hermed igen:

I dag har de fleste klubber cheerleaders. Unge damer, der i princippet er en fryd for øjet, men ofte virker komplet malplacerede når de svinger med deres pomponer, strutskørter og lyserøde lår på et lille 1. divisionsstadion med græstæppe som en pløjemark og højst halvanden hundrede pølsefnysende tilskuere. Den slags dans egner sig altså bedre til Super Bowl og lignende.

På Tingbjerg har vi ingen cheerleaders, og tak for det. Det giver nemlig Brønshøj Boldklub chancen for at ryge lige direkte i alle landets aviser og tv-kanaler, og få masser af opmærksomhed og gratis reklame! Det kræver simpelthen bare, at klubben udnytter en ressource, vi har rigeligt af i Tingbjerg og omegn.

Er der olie i undergunden? Nej...
Er der guld i luften? Nej, ikke ligefrem...
Hvad er det så, vi har rigeligt af? Svaret er: Ølmaver!
Vi skal ikke have cheerleaders, vi skal sågu da have beerleaders!

Voksne mænd, der svinger med kufferterne i takt til musikken når holdene løber på banen. Ikke naboens datter, men naboens datters bodegamuskuløse bessefar! Jeg garanterer for, at pressefotografer, CNN og supersponsorer ville stå i kø på Tingbjerg i løbet af nul komma fem!

Øh, hvad siger du? Mig selv? Næh, ganske vist har jeg vommen til det, men jeg døjer jo med ondt i bevægeapparatet. Men alle andre mænd i deres bedste alder bør helt sikkert melde sig frivilligt! Ideen er hermed givet videre...

Skvulpende hilsner fra Skamhalm

Op igen

08 02 04: Afsløring: Spøgelseshold i Danmarksturneringen!
Kælderrum er praktiske. Specielt fordi man ikke behøver at tænke så meget over, hvor man skal gøre af alt sit gamle skidt og lort. Bare ned i kælderrummet med det. Så ligger det der og passer sig selv i al evighed.
Troede jeg. For der er noget, der hedder nye rør. Jeg synes mest, man hører om den slags i solcentrenes annoncer, men nu skulle vi også have nye rør i vores ejendom. Derfor skulle et par kælderrum, deriblandt det Skamhalmske, sidste lørdag ryddes for at gøre plads til håndværkerne.
Spøgelse

Nå, fandens til slæb, så Doctoren blev hidkaldt. Vi slæbte og sled og fik en masse gammelt bras listet over i naboejendommens container. Til sidst var der kun én kasse tilbage. Den så præcis så tung ud, at vi havde undgået den hele formiddagen.

“BP” stod der skrevet med tusch på kassens pap. “Hva´ faen er BP?,” spurgte Doctoren. “Brønshøj-programmer,” svarede jeg. Ja, dem mente Doctoren altså ikke, jeg sådan kunne skille mig af med.
Han kiggede i kassen:
Hva´ faen!,” sagde han igen, “Arj, hvor skidegodt! Se, der er faneme da alt muligt gammelt pis nede fra Vanløse og hele lortet. Hold da kæft, Svend Aage for helvede mand, hvor er det sguda skideskægt!

Ja, det er muligt Doctoren taler et nydeligt Strandvejsdansk når han diskuterer en meeeeeeget interessaaaant tarmslyng med sine lærde kolleger og andre medicinmænd. Men når klinikken er lukket, har den mand altså en kæft som en skraldespand...

...og han var ikke til at standse: “For faen, Svend Aage, se lige her, de spillede sgu nærmest i lange bukser dengang for helvede...” Doctoren stod med et program fra tresserne.
“... og de havde sgu også langt flipperhår og frottépandebånd og hele svineriet, høhøhø!” Nu havde tarmslynglen vist fundet noget fra halvfjerserne.
Hør her: Velkommen til dagens kamp mod KB...,” “Vi venter os meget af den 19 år gamle Brian Kaus...,” “Midtbanestjernen Jan Hansens livret er stegt flæsk...,” “Sparekassen SDS støtter Brønshøj...” Så var han vist nået til programmerne fra firserne.

Altsammen meget morsomt. Men kassen viste sig også at rumme noget mystisk: Programmet fra lørdag 3/8 1991, hvor Brønshøj hjemme mødte B 1913.
Ja altså, holdopstillingerne var der ikke noget mystisk ved. Heller ikke ved at Hvepsene i programmet rostes for finalesejren i den legendariske sommerturnering Zebra Cup i Ølstykke.

Nix, det mystiske var programmets omtale af turneringsændringen i forbindelse med indførelsen af hyperligaen i 1991/92
Nu, et dusin år senere, kan vi nemlig konstatere, at der var spøgelser med i spillet dengang...!!!
Ja, min damer og herrer, De læste rigtigt. Ved hjælp af det gamle program kan jeg nemlig nu dokumentere, at der blev spillet med IKKE-EKSISTERENDE HOLD...!!! Se selv illustrationen til højre...

Ikke sært, at man ikke husker alle kampene fra den sæson, når nu nogen af dem tilsyneladende var mod hold, der ikke fandtes! Hvide damer har man hørt om, men “hvide hold”??? Det er sgu da paranormalt!

Derfor kræver jeg AL FODBOLD SPILLET SIDEN 1991 ANNULLERET...! Alt andet vil være noget rod. Turneringsuret må skrues tilbage, fusionsklubberne må opløses (beklager, Don Ø., så må du satse alt på Lalandia...), og hold som Vanløse og Viking Rønne må indstille sig på divisionsfodbold igen.

Når DBU gør deres pligt og annullerer al bold siden foråret 1991, kan det også med ét slag blive sjovere at gå til fodbold på Tingbjerg (omend tribunen naturligvis må afspærres indtil 2017 for at få historien til at gå op): I juni 1991 var det nemlig blot et 1-2 nederlag til Næstved, der endte Hvepsenes drømme om at rykke op i den nyetablerede hyperliga. Den kamp må naturligvis også gå om...!

 
Beviset: Planen over turneringsændringen omtaler tydeligt, at der i turneringen indgik ikke-eksisterende hold...
Beviset: Der var spøgelser med i spillet da Hyper-
ligaen blev indført i 1991-1992. Al anstændighed
kræver nu, at samtlige kampe i Danmarks-
turneringen siden 1991 annulleres...!

Og hvis Boldspilunionen viser sig at være nogle kyllinger, der ikke vil lade 13 års bold være uspillet, så lad os i det mindste få de “hvide hold” indført igen.
Med et par hvide spøgelseshold indsat i bunden af denne sæsons første division,
vil Brønshøj straks komme over nedrykningsstregen, tv-rettighederne vil kunne sælges til X-Files, og spøgelsesholdene vil sørge for, at deres gustne kollega nedrykningsspøgelset forlader Tingbjerg til fordel for Bloksbjerg.
Kunne det lade sig gøre med hvide hold dengang, kan det vel for faen også lade sig gøre nu...

Sp-sp-spooky hilsner fra Skamhalm

Op igen

08 06 03: Femårs-planen...
Min dattersøn Styrbjørn er 5 år, ikke ældre end at det står på hans tegninger. Og så er han begyndt at slægte sin morfar på og interessere sig for fodbold...

Tilsyneladende startede det med at en af de andre unger i daginstitutionen mødte op i en fodboldtrøje i det i hovedstaden så kendte hvide snit fra byens fusionskøkken. Med nummer 10 og Zuma og hele møget. Da bestemte Styrbjørn sig for, at fodbold var selve livet, og i flere dage lystrede han ikke sit borgerlige navn. Ville man ham noget, måtte man kalde på Sibusiso. Alt andet prellede af på ham:

“- Styrbjørn, så skal vi æde...!”
“- Det heddår det ikk’...!”
“- Nå nej, spise...”
“- Naaaaaj, jeg heddår altså ikk’ det der Styrbjørn...!!!!”
“- Nå nej, Sibusiso, kom så op og æd...!”

Det tegnede jo okay, hvad angik idrætsgrenen, men umanerligt skidt hvad angik klubfølelserne for samme. Så jeg fortalte ham om Brønshøj.

“- Har de der Brønshøj nogen Sibusussizuma...???”
“- Njaa, jo de har faktisk mange, der er rigtig gode...”
“- Hva’ heddår deres Sibusussizuma...?”
“- Det, øh..., nja, han, øh ..., didumdida..., nå jo, han hedder sgu da, øh..., Steffensen...!”

I de følgende dage kunne man kun komme i kontakt med mit barnebarn ved hjælp af navnet Steffensen...

Så var tiden kommet til at tage ungen med ud på Tingbjerg. Det var til en kamp mod Herfølge. Styrbjørn mødte standsmæssigt op i Brønshøjtrøje. Den var lidt halvlang og sad nærmest på ham som en Brønshøj-kjole. Han åd to en halv Hvepsebørge med rå løg og hele svineriet inden kampen – uden at knække sig nævneværdigt bagefter. Til gengæld kedede han sig allerede, inden holdene var løbet på banen...

Efter kampen, der forløb som en blanding af spildt sodavand og hyl og skrig og “- Jeg kedår mig...!” og “- Århja, jeg kan sige TUBÅÅÅÅRGH mens jeg bøvser...!!!” og “- Hey se, jeg bruger de rå løg som konfetti...!!!” og “- Hey, hvordan kan en tier have gevinstmulighed...???” og “- Hvorfor bankår Brønshøj ikke bar’ dem dersens Herføllebønner totalt med en mass’ straff’spark...???” tog vi atter hjem til Nordvest.

Over aftensmaden sprugte jeg purken: “- Kan du så synge Brønshøjs sang for morfar...?” Yes, det mente han nok:

“- DADA, er huset blevet kedeligt at se på indvendigt, så ring til Maler Je...
“- Nej, Styrbjørn, det er sågu da ikke nogen sang! Kan du ikke huske den...?”
“- Nå jo: Bum-bum, bum-bum-bum, bum-bum-bum-bum, SVIN...!!!
“- Hva' siger du, knægt!! Det er sateme da ikke Brønshøjs sang...!!!”
“- Joho, jeg hørt’ den selv. Jeg kan oss’ den her: Okker Gokker Motherfucker...!!!!!

Arghh...!!! Så sad vi lidt og skulede. Irriterende unge. Bliver først hentet i morgen. Hundrede år til.
Røv og nøgler. Hvepsebørger på bøjler.

Men da han senere spurgte om, hvornår vi skulle se Brønshøj næste gang og have Hvepsebørger og løg, tøede stemningen pludselig op. Knægten viste sgu alligevel begyndende tegn på forstand på både fodbold og pølser...

Så fik jeg ild på cigarutten og kæftede op med Brønshøj-historier, så naboerne må have troet, jeg var klar til indlæggelse igen. Men det var jo i en god sags tjeneste: Styrbjørn er blevet Brønshøj-tilhænger, og han burde mindst have en halvfjers gennemsnitslevealder-års penge på Tingbjerg foran sig.

Brønshøj kan sgu nærmest nå at tjene til en siddetribune til, bare i kommende entre- og Hvepsebar-indtægter fra Styrbjørn. Og helt vildt bliver det den dag, hvor Styrbjørn oplever suset ved at vinde smykker på programmet til en tier med gevinstmulighed.
Så er han helt hooked på Hvepsene i al evighed amen...

Sibusisådan kan det gå. Fremtiden er sikret!

Hilsen Skamhalm

Op igen

09 03 03: Pladsgaranti...
Den er helt gal
med pladsgarantien i og omkring København, har jeg hørt på lokal-tv. Vås!

Er du småbørnsforælder, er du måske ikke helt enig med mig, men jeg har altså læst i lokalavisen, at når den nye overdækkede siddeplads-tribune engang i løbet af forsommeren står klar på Tingbjerg, vil man muligvis kunne erhverve sig sin helt egen personlige plads på tribunen. Man vil sågar måske kunne få en pude til pladsen, stod der i lokalorganet, med ens navn på og det hele, så den ikke bliver snuppet af nogen andre. Det er sågu da pladsgaranti.

Skulle man mon få sig sådan en plads og en navnepude? Specielt det med navnepuden tiltaler mig, for sådan en har jeg aldrig haft helt for mig selv før. Det nærmeste vi kommer er nok den pude min forrige kone broderede til bagsædet af Amazonen (ja, det var der altså en bil, der hed, da vi var unge...) for en halvanden snes år siden. Men det gælder ikke helt, for puden var ikke med mit navn, men med nogle trafikskilte, ungernes navne og bilens nummerplade – sidstnævnte var sort, forstås.

Jeg tror denondelyneme, jeg skal spendere sådan en pudeplads på mig selv. Det vil være godt for min lumbago-lænd og mine baller af støbejern, som jeg gennem årene, hjemmekamp efter hjemmekamp, har slået i den bare brøndgraverrøvs-kolde beton på den gamle uoverdækkede trappelignende tribune. Mon håndværkerne lagde mærke til fodbold-fakiren Skamhalms to slidfurer på min faste plads, da de hakkede den gamle tribune ned?

Men, men, men... for folk på min alder (vi synes jo, at tingene pr. definition var bedre i sin tid...) er det jo på den anden side heller ikke helt uden vemod, at vi inden længe skal til at sidde overdækket:

  • F.eks. er det snart ikke længere en gyldig undskyldning at søge ly for regnen i et af ølskurene.
  • Slut med at skulle sidde og prutte sig varm for at kulden fra betonelementet ikke skal gnave sig vej ind til selveste marven af ens bækkenbund (har vi mænd egentlig sådan nogen? - jeg må huske at spørge Doctoren...).
  • Slut med regnvand i øllet, hvis man har hang til Hvepsebarens udsøgte udvalg af gashåndtags-bryg i glasflasker og dermed skal nyde dem af krus.
  • Hvis der er klosetter i den nye tribune, vil det måske også være slut med at spekulere over, hvad der mon er regnvand, og hvad der mon ikke er regnvand, når man står og jokker i det med svaberen ude i det fri på det lille frilufts-pissoir ud mod Ruten.
Jo, det er ganske vist: Et stykke unik Tingbjergsk tilskuerkultur er på vej til at forsvinde. Men det gør nu heller ikke så meget.
Og hvis man endelig har lyst til at være lidt sentimental, så kan man jo stadig holde minderne ved lige ovre på den billige langside, hvor vejrguderne stadig har lov at rase og regere, hvor pruttepuderne ikke er broderede, og hvor buskene ud mod træningsbanerne aldrig mangler gødning...

Tingbjerg Idrætsanlæg

Så alt i alt: Den nye overdækkede skal være tribune varmt velkommen. Når dyret er klart, skal vi til pude-kamp!

Tak for nu og fuld skrue på Brønshøj. Oprykning og Champignons League om to år og Tronborg på forsiden af mine børnebørns Playstation-spil er teoretisk muligt, og med de nye siddepladser får Tingbjerg måske endda tildelt en finale af UEFA...!

V.H. Skamhalm

Op igen

10 09 02: Nul nuller...
Tænk, at
det indtil den målløse kamp mod B 93 for nylig var henved fire år siden, at Hvepsene sidst spillede 0-0.
Der er så meget fokus på hyperligaen og hyperliga-trænere, der som noget helt nyt erklærer, at fremover skal der spilles målsøgende og underholdende, at man helt glemmer noget: “Nede” i divisionerne er underholdning og mål ingen mangelvare.

Og så alligevel...: For næsten ingen formår nemlig at score mod Brønshøj, der i skrivende stund har rækkens bedste forsvar. Det er vist også et par år siden, det er hændt sidst.

Forleden dag var Doctoren ovre hos mig for at få en bid brød på vej hjem fra klinikken. Efter rullepølsen og leverpostejen så vi Doctorens feriebilleder fra Madeira, så smagte vi på madeiraen, og til sidst fandt vi albummet med Brønshøj-billederne frem:
På et billede sad vi nede på Brøndby stadion til en pokalkamp i 80erne (som Hvepsene vandt, vistnok på mål af Tommy Nielsen), og på et andet sad vi på klapstole i høj sol i Skævinge med et par Rød Dansk Malkerace og en mejetærsker i baggunden - også til en pokalkamp (som Hvepsene også vandt, men først efter forlænget...). På et tredje billede var vi til en udekamp mod HIK i forsommeren 98.

På sidstnævnte billede skåler Doctoren med en håndfuld HIK-tilhængere (er der virkelig så mange...?) efter kampen, alt imens han tilsyneladende skråler den frygtelige sang “ Ikk´så meget vrøvl ; ikk´så meget lort ; de eneste, der dur til noget ; er dem i gult og sort ”.
Men det bemærkelsesværdige er resultattavlen i baggrunden af billedet: Den har ikke rørt sig ud af klappen i løbet af kampen. Nul-nul står der.

Forsommeren nittenhundredeogotteoghalvfemsenstyve. Det er altså et stykke tid siden. Det var f.eks. en god måneds tid inden VM 98 i Frankrig, mens både lille og store Laudrup stadigvæk var på landsholdet, og Danmark endnu havde Robinson og boligindretningsprogrammer og skidt og lort til gode på TV. Der skulle gå over fire år før Hvepsenes næste nul-nullert.
Der er sgunte så meget fedtspil med Brønshøj. Det er måske det som hyperliga-trænerne nu har taget ved lære af...

Al magt til Brønshøj!
Mange hilsner fra Skamhalm

Op igen

08 10 01: Zwei Pölsen und drei Martini...
Sikken det går for øjeblikket. Man kan dårligt åbne et formiddagsblad uden at læse om en ny klub, der er på vej til at gå rabundus: Lyngby har levet på afgrundens rand hele sensommeren, AB har hul i pengetanken, Hr. Følge må spænde livremmen ind, og flere andre klubber har travlt med at justere forventningerne ned, hvis de da ikke har endnu travlere med at holde spillerudsalg...

Ak, uanset hvor sympatisk man er, kan det blive smalt for enhver. Jeg håber, de nødlidende klubber klarer den – for tilhængernes skyld, pengemændene skal nok forstå at klare sig...

Jeg har sgu selv givet den med cigarer, aktier, beostær, hus med parklignende plæne på pænere pileallé nær Mosen, Volvo 164E (sådan hed topmodellen i 70erne...) og hele svineriet. Og hvad skete der? Et par år senere var det hele røget sig en tur, og selv min kioskejer ville ikke længere give mig kredit. Så var det sagomeleme Skamhalms tur til at nedjustere forventningerne...

Sort-gul gang i den
Masser af glade dage, nul søvnløse nætter...

Som Brønshøjtilhænger er der næppe nogen grund til at ligge søvnløs og bede til at klubben ikke mister sine penge – af den simple grund, at de har sgu ikke ret mange, de kan miste!

Der har ikke været så forbandet mange saftkonger eller mænd med pensionskasser under armen forbi Tingbjerg i årenes løb, men det viser sig måske nu at være til vores fordel...

Til gengæld får vi rødder med de sort-gule halstørklæder kun rigtig lov at opleve suset fra skydedøren ind til logerne med de rige og de kendte, når vi tager med til udekampene. Dét kan imidlertid give konkret anledning til søvnløse nætter for mit vedkommende:

Når Brønshøj f.eks. skal møde Farum i den sidste kamp før vinterpausen, er jeg spændt på, om jeg kan få mine sædvanlige to pøller og en bajer. Jeg frygter nemlig, at de er blevet så fine på den derude, at de kun sælger laks og dry martini. Og selvom de skulle have bevaret de klassiske tarme med fyld, lurer frygten stadig, for i stedet for ketchup og sennep får man måske møget serveret med 1/2 provencemarineret Furesøhummer anrettet på et leje af sæsonens rodfrugter... Nå, det må komme an på en prøve, når min personlige velfærdsrejse går til kampen Farum - Brønshøj søndag den 11. november...

Apropos dry martini, så er det da altid noget, at Farum ikke ligger i Tyskland: For nogle år siden var jeg med min tidligere kone nede i noget, der hed Goslar, og vi gik ind på en beværtning. Jeg skulle have en pilsner og konen en dry martini. Op til baren gik jeg og bad om “ein bier und dry martini”. I skulle have set konen - hun var ellevild, da jeg kom med den flok martinier...

Vi ses - al magt til Brønshøj...!

Op igen

04 03 01: Navnlig navne...
I sin tid havde enhver avis med respekt for sig selv en rubrik, der hed “navnlig navne”. I den rubrik stod der sladder om folk, der havde fødselsdage eller jubilæer, var blevet forfremmet eller gift, o.s.v. Forudsætningen for at blive nævnt i rubrikken var dog, at man var et “navn”, altså at man var lidt kendt. Ellers var der jo ikke nogen, der gad læse det.

Sådan er det nu også blevet med fodbold. En klub skal have et “navn”. Ellers er der ingen, der gider være sponsor for den, siges det. Derfor laver klubberne om på deres navne. Opskriften var til at begynde med, at man smækkede et par klubber sammen og derefter satte bogstaverne FC foran navnet, selv om nogle af os havde lidt svært ved at fatte, hvad FC dog skulle betyde på dansk.

For FC København førte det nye navn straks til guld, og masser af andre lignende sammenlægninger fulgte, omend de øvrige sportslige succeser har været til at tælle på ret få fingre. Værste eksempel var måske det geometrisk inspirerede projekt FC Trekanten, der ikke holdt ret mange uger. Næh, skal det absolut være geometrisk, er jeg mere til legendariske Firkantens Boldklub inde fra det dengang mørke Nørrebro...

Nu sætter sønderjyderne imidlertid nye standarder, som de tidligere har gjort det inden for ringridning og spegepølser: Nu behøver man ikke længere først at smække to eller flere klubber sammen, nu er det nok bare at ændre navnet, så kommer sponsorene af sig selv...
Man tager et bynavn (Haderslev - i øvrigt en hyggelig by, jeg har selv en halvfætter derovrefra, og de brygger noget godt lokalt øl derovre), ændrer det til et egnsnavn (Sønderjylland) og tilsætter de obligatoriske bogstaver, som ingen ved, hvad betyder (i dette tilfælde “HFK”). Resultat: Et nyt klubnavn, der oser langt væk af succes.

Jeg har dog de gæve haderslevere mistænkt for at være beskedne...
For er ambitionerne at lege med i toppen af dansk fodbold, er risikoen for kampe ude i Europa jo også til stede, og så skal der vel et nyt navn til igen, for ingen udenfor Dannevang forstår jo rigtigt at udtale det gode gamle “ø”.

Hermed er vi ved sagens kerne:


Haderslev - hyggelig by, flinke folk, godt øl og et lidt for lokalt navn...

Brønshøj har ikke bare et, men hele to “ø”er at slås med, og det går bare aldrig, hvis vi skal have supersponsorer og internationale kampe på Tingbjerg. Jeg har leget lidt med nogle alternativer, men flere af de gode navne er allerede snuppet: Hvepse-klubben i København kunne forkortes til “HK København”, men der har min fraskilte kone allerede været medlem i årevis, “FC Midt-i-Mosen” ville nok kun blive en succes blandt naturelskerne, og “BB Nordeuropa” er nok alligevel lidt for stort i slawet.

Løsningen må derfor være, at Brønshøj gør som sangeren og multikunstneren Prince: Laver sit navn om til et tegn, og lader sig omtale som “klubben, der tidligere var kendt under navnet Brønshøj”. Spørgsmålet er så bare, hvad vi tilhængere skal råbe, når vi står ude på Tingbjerg? “Kom så for helvede, Br...”?

Vi ses på Tingbjerg! Tak for nu!

Op igen

28 08 00: Pattegrisens rolle i dansk fodbold...
Ovenstående emne har altid interesseret mig, men det har bare altid været svært, at holde sig up-to-date med den seneste viden på området. Pattegrisen er nemlig en sjældenhed på landets fodboldstadions, hvor det først og fremmest er dens hakkede slægtninge, der serveres, i form af publikums elskede pølser (hvoraf nogle af landets bedste fås på Tingbjerg...).

Derfor glæder det mig, at Brønshøj nu befinder sig i en division, hvor der er en spirende tradition for at byde publikum på pattegris - tilmed den helstegte af slagsen. Er der noget skønnere end når en slagter iført bowlerhat lader svinet rotere over en sagte ild? Jeg er jo fra den generation, der tog propelmaskinen til grisefest på Mallorca i 60erne, så jeg ved, hvad jeg taler om.

Det var sågar et af 1. divisons førende hold, der gennem Østerbro Avis (vi får den nede i dagcenteret) bød mig på pattegris med hele svineriet: B 93 ville i anledning af hjemmekampen mod Vejle lave en grisefest, og jeg skulle være mere end velkommen, stod der i annoncen.
dd

Helstegt pattegris
Kilde: Østerbro Avis

Pattegrisen fra Treoghalvfems
Pattegrisen fra B 93 - har den fået spilletid...? Kilde: Østerbro Avis

Der var oven i købet et billede af grisen, der ligesom lå og smilede sammen med en skål salat.

Billedet af grisen var dog en del af en større fotomontage, hvor to spillere - en fra B 93 og en fra Fremad Amager - i baggrunden så ud som om de kæmpede om grisen. Umiddelbart så pattegrisen ud til at ligge rigtigt godt til Amagerkanerens venstreben.

Det syntes jeg alligevel var lidt betænkeligt. Hvis man skulle tro på billedet, måtte de jo have sparket rundt med dyret inde på Østerbro Stadion!
Der sætter jeg sgu grænsen. Ganske vist bliver kødet sikkert mørt af sådan en behandling, men man risikerer jo, at få noget af grønsværen med i købet, når man tager en bid af flæskesværen! Nej, jeg tror alligevel jeg holder mig til de hakkede grise i Hvepsebørge-grillpøllerne på Tingbjerg...

Masser af svinehilsner fra Skamhalm

Op igen

30 07 00: Bønnerne er hørt...
Vore bønner er hørt: Ikke nok med at vi nu skal til at gå til førstedivisions-fodbold igen, men vor gamle målhelt, Turbo-Bent, er også tilbage i Hvepse-boet. Da han sidst spillede i den sort-gule trøje var han stadig i lømmelalderen, men allerede dengang kunne han sgu levere varen, også i den grad... Det bliver pragtfuldt at se Bent i aktion for Brønshøj igen.

En anden bøn er også hørt: Ingen Brønshøj-spillere er røget til Chelsea! Doctoren og jeg havde ellers talt om, at en eller flere spillere sikkert ville blive købt af London-klubben i sommerens løb. Spillerne opfylder nemlig to basale krav, der under normale omstændigheder burde gøre Chelsea´s rige onkel Gianluca fyr og flamme: De er udlændinge, og de kan spille bold. Heldigvis har italieneren åbenbart ikke haft tid til at se Hvepsene i aktion, så holdet er stort set intakt. - Men hvad kan der ikke ske, når Brønshøj nu skal til at spille mod storhold uge efter uge?

Min sidste bøn blev opfyldt allerede på sidste sæsons sidste spilledag: Jeg havde væddet med én nede i dagcenteret om, at Brønshøj ville score mindst lige så mange mål i 2. division som Vejen lukkede ind. Efter den mildt sagt hæsblæsende afslutning på 2. division stod det 76-76, og jeg endte altså med at få ret, og kunne indkassere præmien på en hel kasse cerutter. I øvrigt skal Vejen have et klap på skulderen. De spillede underholdende og sikrede Hvepsenes oprykning, så fra nu af vil jeg også være en lille smule Vejen-tilhænger...

Kom så, Brønshøj - fuld knald på i 1. division! Tak for nu.

Op igen

15 05 00: Svend Aage Hybris...
Da Doctoren for snart et års tid siden sagde til mig: “Nu skal du sgu til at have et fast indlæg”, tænkte jeg: “Nå, så gik den alligevel ikke længere med bentøjet”. Men i stedet for indlæg i skoene, mente Doctoren altså, at jeg skulle til at skrive indlæg til hans Brønshøj-website. Det gjorde jeg naturligvis gerne, så Doctoren og jeg skålede, og sagde at så var det en aftale.

Det er også gået meget godt med skriveriet. Doctoren er ikke mere hysterisk, end at han godt kan give mig nogle pauser - hver eneste uge gider jeg nemlig ikke at skrive. Alligevel er der gået noget galt, og det må jeg nok tage på min kappe:

I forbindelse med udekampen i Roskilde i påsken, havde vi aftalt, at jeg skulle sidde derhjemme ved telefonen (jeg døjede med ondt i bevægeapparatet) og skrive et indlæg om sejr nummer ti i træk.
Sejren udeblev som bekendt, Brønshøj har ikke vundet siden, og årsagen kommer her: Jeg havde regnet ud, at ved at skrive møget i forvejen, kunne jeg læne mig tilbage og tage den med ophøjet ro når Doctoren som en anden klokker ringede sejren ind. Som tænkt, så gjort: Jeg skrev et jubel-indlæg om sejren inden kampen overhovedet var spillet...

Men der tog jeg sgu fejl. Jeg begik det, der i det gamle Grækenland hed Hybris: Jeg blev overmodig og begyndte at love ting, som jeg ikke havde en kæft styr på. Og så blev jeg ramt af den gamle græske damphammer ved navn Nemesis: De vrede guder straffede mit overmod med et Brønshøj-nederlag. Jeg er sikker på at dommeren i Roskilde-kampen var en græsk halvgud! Under alle omstændigheder måtte jeg skrive et helt nyt indlæg til Doctoren i en hulens fart! Siden har Hvepsene jo ikke vundet, så nu må jeg have syndsforladelse... Venner, jeg beder om forladelse.

Jeg var sgu nok ikke den eneste, der havde glædet mig til sejr nummer ti i træk - men jeg var vel den eneste, der var dum nok til at skrive om møget på forhånd! For at gøre skaden god igen, siger jeg nu: Brønshøj rykker ned i Bornholmsserien! På den måde snyder vi grækerguderne, og sejrene kommer igen - bare vent!

Kom så Brønshøj!

Op igen

Sort-gult

24 04 00: Holdet, der vandt alt...
Dér sidder jeg så hjemme ved telefonen med en til lejligheden indkøbt cigar (rør og mavebælte og hele møget). Min ven og huslæge, Doctoren, er i Roskilde. Han har mobilen med og har lovet at holde mig underrettet. Vi er klar til at fejre sejr nummer ti på stribe.

Og hvad skete så: 1-0 til Roskilde (nah, vi kommer igen...), 2-0 til Roskilde (nå, det er så i orden, nu kommer der lidt spænding ind i kampen...), Brønshøj-reducering til 2-1 (okay, så ruller vi, skal vi sige 2-4...?), 3-1 til Roskilde (arh, Doctoren har bedt en af de omkringstående om at ringe mens han selv stormer ind på banen i jubel - af ren befippelse kommer telefonpasseren til at sige noget sludder...).

“Din ven står og hamrer hovedet ind i et rækværk”, siger stemmen. Det begynder at gå op for mig at festen åbenbart skulle stoppe ved ni sejre i træk...

Men som min ven og huslæge så rigtigt siger i telefonen lidt senere, da han er kommet sig: “Svend Aage, Brønshøj er stadig så godt som uovervindelige...!”

Og rigtigt er det: Man hører med jævne mellemrum om at dét og dét hold nu er ubesejrede i så og så mange kampe, og det er selvfølgelig pragtfuldt. Men her kommer sandheden: Sådanne beskrivelser dækker sgu altid bare over hold, der har spillet en hulens masse uafgjorte kampe, og 0-0 og 1-1 kampe giver som alle ved ikke ret mange points på kontoen.

Derfor er det skønt, når et hold endelig ikke fedter rundt og spiller remis, men derimod er flabede og ubeskedne nok til bare at vinde næsten hele gøjemøget. At der så kommer en mindre negativ reaktion i hver tiende kamp - ja, det kan vi nok leve med...
Ni ud af ti uger kan man trygt møde på jobbet eller i dagcenteret uden at blive svinet til fordi vennerne absolut skal fryde sig og tage pis over et nederlag. Og én gang hver tiende uge under jeg dem gerne...

Hvad mener I...? Ni sejre i træk. 27 points lige ned i foret, og seriøs udsigt til at vi kan komme ud og prøvesidde Barcelona-sæderne i Farum, når Brønshøj igen spiller 1. divisionsbold efter sommerferien. Og måske får vi også Danmarks næstbedste træner (efter Bjarne Jensen) at se på Tingbjerg, med smøg i kæften og polerede hyttesko og hele tjavsen, hvis altså ikke Andersens computer-styrede B93´ere er rykket op og spiller fodboldskampe i Hyperligaen til den tid... Arh, så er der ingen grund til at være triste på grund af et enkelt nederlag... Hænderne i vejret, Brønshøj ligger stadig nummer et!

Har I forresten lagt mærke til noget særligt omkring Brønshøjs målscoring? Hvabehva, der er masser af mål, siger du. Ja, den er god nok, og hurra for det, men det var nu noget andet, jeg tænkte på:
Brønshøj scorer nemlig altid! I denne sæson har holdet scoret i hver eneste kamp, selv i 0-1 nederlaget til Holstebro...! Lige netop dét mål kunne vi måske nok have undværet, men til gengæld har Hvepsene så stadig en imponerende rekord efter smutteren i Roskilde...

Kom så Brønshøj! Tak for nu!

Op igen

01 11 99: Vinterpause, åh nej...! Lad os tage et slag ishockey...
Så skal vi til det igen! Vinterpausen venter forude, og så skal man undvære Brønshøj i flere måneder. Det skal man også om sommeren, men det drejer sig ikke om så lang tid, og om sommeren kan man jo også sidde på et sted med udendørs servering og trille tommelfingre i solen, mens man venter. Næh, vinterpausen er noget andet. Der går månedsvis med fodbold-mørke.

Så kommer langt om længe træningskampene, hvor man skal have et af de ekstra tykke sort-gule halstørklæder på og sine egne forsyninger med, når man skal ud og stå på et iskoldt Nørre Pløjemark stadion for at se holdet igen.
Først i slutningen af marts kommer turneringskampene så, med gensyn med fodboldvennerne og den dejlige lugt af græs, pølser og røgtobak - hvis altså vejret ikke driller!

Det skal der gøres noget ved! Brønshøj bør begynde at spille ishockey! Så er der noget for os tilhængere året rundt... Der er mange gode grunde til at begynde med at spille ishockey: For det første kender jeg en, der har en hund, der hedder Puk. For det andet tror jeg, at ishockey rammer lige i plet hos alle os, der holder af den sort-gule klub...

Skøjtespillet rummer nemlig den rigtige kombination af holdets og tilhængernes styrker: Brønshøj har i efteråret spillet nogle halvsløje 1. halvlege, men har næsten altid været på toppen i 2. halvleg. Holdet bliver altså bedre, jo længere vi kommer hen i kampen.

Ishockeykampe består som bekendt af hele tre perioder, og hvis holdet kan gå lige så meget til vaflerne i 3. periode, som vi tilhængere kan gøre det i 3. halvleg, venter der stor succes forude.

Kom så Brønshøj Bold- og Ishockeyklub! Nå ikke? Jamen, så ses vi til foråret...

Tak for nu!

Op igen

10 09 99: Hvor er initiativerne...?, Vend striberne!
I firserne, da alt mere eller mindre kørte på skinner for Brønshøj, var klubben ikke bange for at prøve noget nyt. Man tog noget så uhørt som initiativer ind imellem.

For eksempel kan jeg huske, at nede i Vanløse Idrætspark fik man en hygge-pakke med BT med i købet, når man købte programmet.
Det var ikke så tosset: For det første kunne man jo så læse BT (hvilket dog var hurtigt overstået), men senere kunne man jo pakke fisk ind i den, komme den omkring porcelænet (hvis man stod og var ved at flytte), eller man kunne tørre røv i den i en snæver vending.

Der var  faldskærmsudspringere, der kom hoppende ud af sportsflyvere for siden at lande i midtercirklen med kampbolden i favnen, en spåkone og en Melodix Grand Prix-vinder, der gav autografer i en campingvogn ud mod Klitmøllervej.

Og ikke mindst var der Hvepse-pilsneren: Brønshøjs egen øl, med sort-gule striber og hveps og hele møget. Når først en klub har sin egen pilsner, så er der altså tegninger til noget stort!

Men hvor er Hvepse-pilsneren nu? Hvor er initiativerne over for publikum? Ja, og hvor er publikum for resten...? Der skulle vel aldrig være en sammenhæng...?

I de samme firsere spillede Brønshøj i gule trøjer. Det var i bund og grund noget rod, når klubben nu engang er stribet. Men da holdet spillede i gult, så vandt de sågu da deres kampe! Kunne vi ikke lære noget af det? Jeg mener, holdets nuværende udgave af den stribede trøje har jo ikke ligefrem bragt held, nærmere bølgegang op og ned mellem divisionerne.

Jeg har en ide: Vend striberne! En rigtig hveps har sågu da striberne på tværs og ikke på langs, og så kunne det måske også bringe heldet tilbage. Jeg håber vores tapre tøjmænd er med på ideen!

Kom så Brønshøj! Tak for nu!

Op igen

Doctor Brønshøj anbefaler Brønshøjs officielle supporterklub Hvepsene. Doctor Brønshøj er et uafhængigt tilhængersite og repræsenterer ikke Brønshøj Boldklub eller nogetsomhelst andet.